Sikkerhedskopiering

Periodevis kopiering af data (produktionsdata og programmer) over på nye databærere.

Formålet med sikkerhedskopiering er at skabe mulighed for retablering af elektronisk lagrede data, hvis data, herunder databærende medier, ødelægges ved tilfældige hændelser, f.eks. brand og head crash.

Ved bundtvis databehandling anvendes generationssikring, dvs. at data kopieres over på et nyt medie, f.eks. et magnetbånd eller en streamer. Denne kopi samt transaktioner, der er tilført systemet, inden næste sikkerhedskopiering foretages, udgør et spejlbillede af produktionsdata. Næste sikkerhedskopiering foretages på et nyt medie, og der opstår på denne måde flere generationer (bedstefar, far, søn) af sikkerhedskopier. Flere generationer beskytter mod fejl på sikringsmediet, men kan også være betydningsfuldt ved en eventuel fejlfinding.

Ved transaktionsorienteret databehandling opdateres registrene løbende, og en generationssikring vil derfor kun være fuldstændig umiddelbart efter kopieringen. Denne må derfor suppleres med forskellige beskyttelsesformer, der løbende opsamler og sikrer ændringerne i registrene. Eksempler herpå er checkpoint-restart i kombination med tilbagerulning (se rollback samt spejlede diske (data opdateres parallelt på to diske).

En vel tilrettelagt sikkerhedskopiering gør det normalt muligt at retablere data uden tab, hvis uheldet er ude. Genstart af komplicerede databasemiljøer kan imidlertid være særdeles tidsrøvende. Som led i sikkerhedsproceduren hører også regler for opbevaring af sikkerhedskopier samt en periodisk afprøvning af retableringsprocedure.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen