Sektor

Underinddeling af spor på magnetplader (herunder disketter). På en magnetplade opbevares data i koncentriske spor. Et spor kan indeholde mange tusinde byte. Sporet opdeles i sektorer, der er små cirkeludsnit af sporet, og som er den mindste dataenhed, der overføres ved læsning og skrivning. Sektorerne er adskilt af små mellemrum (gap), der også indeholder bit, blot ikke databit, men information om sektoridentifikation, synkronisering og checksummer.

Antallet af spor og antallet af sektorer bestemmes ved formateringen. Disse sektorer er nummererede, men for at computeren kan finde dem, må den vide, hvor den skal starte. Derfor er pladelageret eller magnetpladen forsynet med en markering, ofte i form af et hul i selve magnetpladen ud for den første sektor.

De øvrige sektorer findes herefter ved tidsmæssigt at beregne, hvornår læse/skrivehovedet er kommet hen til det rigtige sted på sporet, hvorefter sektoren kan læses. Sektorerne ligger ikke nødvendigvis i sekventiel nummerrækkefølge, men flettes under formateringen, således at en efterfølgende sektor ligger et bestemt antal sektorer længere fremme. Dette antal kaldes interleave faktor.

Mellemrummene mellem de enkelte sektorer kan benyttes i forbindelse med kopieringsbeskyttelse af disketter, idet der her kan indkodes information, som ikke kan læses eller kopieres på traditionel vis. Se også cluster.

Forfattere: 
Allan Gjerdrum
Casper Thomsen