Satssystem
Et professionelt værktøj til indskrivning af tekst (herunder hel og halvtonegrafik), ombrydning og satsfremstilling.
Overfladisk betragtet løser et satssystem de samme opgaver som et system til Desktop Publishing (DtP), dvs. tekstindskrivning - herunder tabeller, figurer, billeder samt justering af tekst og udskrift. Der er imidlertid store forskelle i de faciliteter, der stilles til rådighed for at opnå et kvalitetsslutprodukt.
Udformningen af den enkelte font i satssystemer sker således under større hensyntagen til skriftbilledet end i DtP-systemer. Desuden arbejder DtP-systemer med en udskriftskvalitet, baseret på laserprinternes opløsning på 600 dpi, mens satssystemer benytter en fotosætter som uddatamedie, hvorved der opnås et mere harmonisk skriftbillede med betydeligt højere opløsning. Den højere opløsning er i øvrigt nødvendig, hvis halvtonebilleder (fotografier) skal fremstå med en rimelig god kvalitet.
Satssystemer er specialiseret med henblik på typen af produktion. Der er således betydelig forskel på satssystemer til avisproduktion, hvor spalteombrydning er helt centralt og satssystemer til bogtryk, hvor opstillinger er særligt udviklet. Evnen - og hastigheden - til at ombryde især komplicerede tekster, f.eks. tekst med tabeller og figurer, kræver normalt også satssystemer.
Den generelle udvikling i edb-teknologien betyder imidlertid, at nogle af de tekniske begrænsninger ved DtP er ved at falde bort. Det må derfor forventes, at der fremkommer DtP-produkter, som med en langt billigere teknologi - og med meget brugervenligt programmel - gør det muligt at foretage en helt professionel satsproduktion.

