Satellit

Til elektronisk kommunikation benyttes to satellittyper. Kommunikationssatellitter benyttes fortrinsvis til interne forbindelser i telenettet, mens DBS-satellitter er beregnet til direkte rundspredning.

Da satellitterne under alle forhold blot virker som forstærkere, der tilbagesender signalerne uændret til jorden, er der mulighed for mange forskellige anvendelser.

På længere sigt ventes det, at såkaldte intelligente satellitter vil blive benyttet. Hermed forstås satellitter, som er i stand til at koble samtaler og transformere dem individuelt til forskellige frekvensbånd. Dermed kan satellittens frekvenser og dens effektforstærkning udnyttes mere effektivt. Se også IRIDIUM.

De fleste satellitter, der benyttes til kommunikation, bringes i en geostationær bane ca. 36.000 km over jorden. En geostationær satellit befinder sig i samme position på himmelen hele tiden, således at antennerne på jorden ikke behøver at kunne bevæges. På grund af afstanden opstår en tidsforsinkelse på ca. 250 millisekunder i transmissionen, da radiobølgerne udbreder sig med ca. 300.000 km pr. sekund. Ved datatransmission via satellitforbindelser må der derfor benyttes særlige protokoller, der gennem en stor vinduesstørrelse kan sikre, at kanalerne udnyttes effektivt.

En geostationær satellit er udsat for varierende fysiske kræfter. Dette nødvendiggør styreraketter, som kan fastholde satellittens position og orientering. Derfor har alle geostationære satellitter en begrænset levetid, da satellitten bliver inoperabel, når styreraketternes medbragte brændstof slipper op. Satellitterne, der hører til IRIDIUM og GPS, er ikke geostationære.