Samtrafik

(eller: interconnect)

Dansk begreb for det nødvendige samarbejde mellem televirksomheder til sikring af, at kunderne kan "ringe" til hinanden, og at de kan få adgang til tjenester, der udbydes af tredjemand.

Samtrafik forudsætter, at fælles standarder og fælles principper for nummerering og adressering følges. Eksempelvis benyttes signalsystem 7 ved samtrafik for ISDN og telefonitjenester. For disse tjenester er udgangspunktet også brug af den fælles nummerplan (E.164), der er aftalt i ITU. ITU's anbefalinger indeholder også principper for den internationale rutning af samtaler og principper for afregning mellem de televirksomheder, der er involveret i en samtale. Også for tjenester, der ikke er defineret i ITU, f.eks. Internettet, er det nødvendigt med et sæt af tekniske og administrative regler til sikring af samtrafikmulighederne.

For teletjenesterne er det af historiske årsager et hovedprincip, at det alene er den kaldende part, der betaler samtalen. Derfor udløser langt de fleste samtaler en afregning, hvor den kaldende kundes net skal betale modtagerens net og eventuelle transitnet et vist beløb. Disse afregningspriser baseres på overslag over omkostningerne, og de er ofte symmetriske. Hvis trafikken er lige stor i begge retninger, bliver der derfor ikke nogen nettobetaling mellem operatørerne. Opkrævningstaksterne for kunderne er et anliggende for det enkelte net, og der er derfor ikke en direkte sammenhæng mellem afregningspriserne og opkrævningstaksterne. Nogle af de mindre udviklede lande kræver meget høje afregningsafgifter, og de har derfor en betydelig valutaindtjening på telefontrafikken, da disse lande har en stor overvægt af ankommende trafik.

Med den fulde liberalisering af telesektoren kan der være risiko for, at det bliver vanskeligere at sikre universelle samtrafikmuligheder, og der kan ligeledes opstå risiko for urimelige afregningsafgifter. Derfor er en vis regulering nødvendig. Globalt er en ramme herfor sat af en WTO (World Trade Organisation) aftale, der blev indgået i 1997. På europæisk plan foreligger et ONP-direktiv, der indeholder mere detaljerede krav til udbydere af teletjenester i EU-landene. I begge regelsæt er det et nationalt myndighedsansvar at sikre samtrafikmuligheder og afregninger skal være i overensstemmelse med de underliggende omkostninger. For udbydere af bestemte tjenester fordres yderligere et særligt regnskab, hvormed omkostningsgrundlaget kan eftervises.

I Danmark blev der med den fulde liberalisering pr. 1. juli 1996 vedtaget en særlig samtrafiklov. Den er dog på flere punkter afvigende fra det internationale samtrafikbegreb. F. eks. omfatter den danske lov også udbyderes adgang til transmissionskapacitet - herunder rå kobber - udelukkende til brug for transport af signaler i eget net (dvs. i stedet for egne anlæg), samhusning og muligheden for at gensælge ydelser fra faste net og mobile net. Se også telelovgivningen.