Rutning

(eller: dirigering, routning, fra eng. routing).

I det offentlige telenet og i private net dirigeres trafikken mellem tilslutningerne gennem en kollektiv indsats af nettets knuder og centraler. I hver af disse enheder afgøres lokalt den videre vej for en dataenhed eller et opkald ud fra modtagerens nummer eller adresse. Denne beslutningsproces kaldes rutning eller dirigering. Der anvendes gerne en tabelstyret algoritme, og de tabeller, som dirigeringen afhænger af, kaldes rutetabeller, og de forskellige retninger, der kan vælges, kaldes via.

Rutningsalgoritmen har som overordnet formål, at den samlede vej for en dataenhed er hurtigst eller billigst i en eller anden forstand. Dertil kan komme andre betingelser, f.eks. af sikkerhedsmæssig art, hvor en dataenheds sikkerhedsniveau afgør, hvilke dele af nettet det er tilladt at sende dataenheden igennem. Rutningen kan også afhænge af tid på døgnet og den øjeblikkelige belastningssituation. Uanset den anvendte strategi, må det imidlertid hele tiden sikres, at rutningen ikke kan resultere i sløjfedirigeringer.

Der findes mange forskellige rutningsstrategier. Rutningen kan ske uden tabeller, idet der for et givet bestemmelsessted altid anvendes samme rute. Dette kan suppleres med alternativ dirigering, hvor en alternativ vej på forhånd er udpeget, når den primære vej ikke kan benyttes. Til sikring mod sløjfer benyttes enten hierarkisk rutning eller en begrænsning af alternative valg for et og samme opkald.

Andre algoritmer uden tabeller er "hot potato", hvor data sendes i den retning, der er mindst belastet, tilfældig rutning, hvor data sendes videre i en tilfældig retning, og "flooding" (oversvømmelse), hvor der sendes kopier af data ud på alle linier med undtagelse af den, hvorfra de kom. Den sidstnævnte metode anvendes f.eks. i "source-routing"-broer, når den bedste rute skal bestemmes.

Rutetabellerne kan genereres på forhånd, og vedligeholdes manuelt. Dette er f.eks. tilfældet i visse dele af Internettet. De kan også genereres centralt og fordeles på passende tidspunkter til de enkelte netknuder. Dette var tilfældet i tidlige SNA-baserede net. Ved forbindelsesafhængig kommunikation fastlægges ruten på opkaldstidspunktet.

En særlig, avanceret rutningsstrategi er adaptiv rutning, som tillader, at rutningsalgoritmerne automatisk optimeres til den øjeblikkelige netkonfiguration og belastning af nettet. Dette kan ske ved, at naboknuder udveksler ruteinformation ved en særlig protokol, når rutetabellerne skal ajourføres. Eksempler på en sådan protokol er Internettets OSPF (Open Short Path First) og BGP (se Border Gateway Protocol).

Der er i praksis stor forskel på de rutningsstrategier, der anvendes i forbindelsesafhængig transmission (f.eks. ISDN og ATM) og forbindelsesuafhængig transmission (f.eks. Internettet og lokalnet).