Router
Anvendes i datanet som betegnelse for en enhed, der forbinder to net. Der er først og fremmest tale om funktioner, der hører til i netværkslaget i OSI, dvs. rutnings-funktioner, men der kan også ske konvertering i det fysiske lag og mellem protokollerne i dataoverførselslaget. En router er naturligt rettet mod bestemte protokoller, så der uden for OSI kan tales om f.eks. en IP-router, dvs. en router, der kender IP-protokollens adresse- og rutedataformat. Beslægtede begreber er gateway, relay, bro og regenerator. En router kan ofte konfigureres til at begrænse trafikken til kun at kunne finde sted mellem bestemte adresser, en filterfunktion. Dette kan benyttes til at gennemføre et øget sikkerhedsniveau i nettet på den ene side af routeren.

