Redundans (A)

Ordet redundans stammer fra latin "fylde, overflod". Data indeholder redundans, hvis der bruges flere bit på repræsentation end nødvendigt i forhold til det faktiske informationsindhold (se også entropi). Redundansen udtrykkes f.eks.: R = 1-I/E, hvor I er det aktuelle informationsindhold og E den maksimale entropi. Redundans kan skyldes en tilsigtet tilføjelse, eller er en utilsigtet egenskab, der er knyttet til den proces, som har opsamlet data.

I datatransmission kan der opstå bitfejl. Derfor tilføjer protokollerne ekstra redundante bit, der alene benyttes til fejldetektering eller fejlkorrigering (se fejlkorrigerende koder).

Et videosignal viser normalt 25 billeder pr. sekund. Da de afbildede genstande ofte genfindes i lange serier af enkeltbilleder, er en stor del af informationen i et videosignal redundant. Dette kan udnyttes med avancerede kodningsmetoder, som kan nedbringe de nødvendige 70 Mbit/s til 8 eller 2 Mbit/s, afhængigt af kvalitetskravene. Se også MPEG. Ved pludselige sceneskift i videosignalet vil den lave hastighed imidlertid kun langsomt kunne opbygge et skarpt billede. Derfor er der ved billedkodninger behov for en overføringsteknik, som kan udnytte en variabel båndbredde. Dette er netop et af hovedformålene med ATM (Asynchronous Transfer Mode).

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen