QDOS
Quick and Dirty Operating System. Forløberen for styresystemet MS-DOS. Amerikaneren Tim Paterson i det lille firma Seattle Computer Products udviklede i 1979 et af de første printkort med den dengang nye 8086-mikroprocessor. Han regnede med, at der hurtigt ville komme en version af styresystemet CP/M til 8086-processoren og tog kontakt med Microsoft for at få udviklet en BASIC-fortolker til den nye processor. I sin fortvivlelse over, at CP/M stadig ikke var kommet til 8086, påbegyndte Tim Paterson i april 1980 udviklingen af et interimistisk styresystem, der fik navnet QDOS. Det tog cirka to måneder at udvikle det. Det blev senere omdøbt til 86-DOS.
I august 1980 opstod de første kontakter mellem Microsoft og IBM omkring IBM's kommende personcomputer (PC). Microsoft skyndte sig herefter at erhverve kildetekst og rettighed til 86-DOS i september 1980, indførte enkelte forbedringer, omdøbte det til MS-DOS og præsenterede det for IBM i oktober 1980. I mangel af bedre alternativer valgte IBM styresystemet som standard til sin nye PC, hvor det fik navnet PC-DOS ved introduktionen i august 1981. I dag hedder produktet blot DOS.
MS-DOS og DOS er i dag nok en af de mest dominerende de-facto standarder i edb-historien og har totalt ændret branchen hen mod åbne og kompatible systemer. Moralen af historien er, at uanset hvor meget edb-branchen kan synes at være præget af logik, analyse, avanceret teknik og fremtidsrettet forskning, så er det ofte tilfældigheder og sammentræf, der afgør de virkelig dominerende landvindinger.

