Protokol

regelsæt, som overførsel af data er underkastet.

En protokol fastlægger formater af dataenheder, opbygning af headere og de gyldige reaktioner, som hver part må benytte i givne situationer. Derved skal protokollen sikre, at data overføres effektivt, selv om transmissionsfejl optræder. Ofte tillader en protokol også forskellige reaktioner i en given tilstand, idet der både er mulighed for simple og avancerede implementeringer.

Protokoller fastlægges i specifikationer og standarder, der ofte er ganske omfattende, da de forskellige fejlmuligheder og optioner medfører, at mange tilstande skal beskrives.

Det er bl.a. denne kompleksitet, som har ført til ideen om en lagdeling af kommunikationen, som det er fastlagt i OSI. Med denne lagdeling optræder protokollerne i flere niveauer, idet en protokol på lag N overfører data, som udnyttes af en protokol på lag N+1.

Protokoller for datakommunikation fastlægges overvejende af standardiseringsorganisationerne ISO og CCITT. Som eksempler på protokoller, der alene transmitterer data, kan nævnes asynkrone protokoller, bitorienterede protokoller og tegnorienterede protokoller. X.28, X.25 og BSC er eksempler på praktiske anvendelser af disse protokoller. Andre leverandøruafhængige organisationer kan også specificere protokoller, som når en større udbredelse; her tænkes der især på Internet-protokollerne.

På lag 4 og 5 er der kun standardiseret få varianter af henholdsvis transportprotokoller og sessionsprotokoller. Derimod øges antallet af forskellige protokoller på de øverste niveauer, da disse protokoller typisk er udformet til bestemte anvendelser, f.eks. message handling system.

En given kommunikation fastlægges gennem en udvælgelse af de protokoller, som skal indgå i kommunikationens enkelte lag. En sådan udvælgelse kaldes også en protokolstak. Se funktionsstandard.