Printer

(eller: skriver).

Enhed til udskrift af data på papir. Printere findes i utrolig mange udformninger og med mange forskellige printteknologier. Ikke mindst de senere års krav om farveprint har medvirket til udvikling af nye teknologier eller videre udvikling af de eksisterende.

Printere kan overordnet karakteriseres ved skriveprincippet og den måde, hvorpå tegnene fæstnes på papiret.

Der findes tre væsentlige skriveprincipper, nemlig serie-, linie- og sideskrivning. På en serieprinter udskrives ét tegn ad gangen ligesom på en almindelig skrivemaskine. Linieprintere kan skrive flere tegn samtidig, idet der findes skriveapparatur for hver skriveposition på linien. Sideskrivere opbygger tegnbilledet for en hel side ad gangen, inden udskriften sker.

Tegn kan fæstnes på papiret enten ved mekanisk slagpåvirkning fra printerens skriveapparatur, normalt ved hjælp af et farvebånd (anslagsprintere), eller på anden vis, f.eks. overføres ved hjælp af sprøjtning, pres eller varmepåvirkning (anslagsfri printere). Særlig de sidstnævnte termiske overførselsmetoder er blevet videreudviklet i forbindelse med farveprint.

Af printere, der betjener sig af serieskrivningsprincippet med anslag, kan nævnes matrixprinteren, som er den mest udbredte, typehjulsprinteren samt den almindelige elektriske skrivemaskine. Af printere, der betjener sig af serieskrivningsprincippet uden anslag, kan nævnes ink-jet printeren og den termiske printer.

Linieskrivningsprincippet anvendes normalt kun af printere med anslag. De væsentligste typer er her tromleprinteren og kædeprinteren. Endvidere kan enkelte matrixprintere benytte sig af linieskrivningsprincippet, idet printeren kan være udstyret med en skrivematrice for hver skriveposition på linien.

Sideskrivningsprincippet anvendes normalt kun af anslagsfri printere. Den dominerende type er her laserprinteren.

Ud over de her nævnte typiske printere findes varianter og krydsformer i mangfoldige udformninger og med specielle faciliteter til særlige formål.

Ved valg af printer er der en række hensyn, der skal tages. Ud over det selvfølgelige hensyn til pris og hastighed kan nævnes støjniveau, printkvalitet, grafikmuligheder, farvemuligheder, antal skriftsnit, gennemslagsmulighed, eventuelle netfaciliteter, udskrift på endeløse baner, ark eller konvolutter, maksimalt papirformat, spændvidde i papirtype og -kvalitet, omkostninger til drift, service og forbrugsstoffer, forurening og behovet for at modvirke denne f.eks. ved et ozonfilter, antal papirmagasiner, betjeningslethed samt pladskrav.

Endelig skal der tages hensyn til, hvorledes printeren fysisk tilkobles computeren. Dette sker oftest via et parallelt interface (se parallel port), men kan dog også ske via et serielt interface. For den parallelle tilslutningsform er den helt dominerende de-facto standard et Centronics interface. For den serielle tilslutningsform følges normalt specifikationerne i EIA RS-232. Printeren kan også tilkobles et lokalnet via et indbygget netkort af Ethernet- eller Token Ring-type.

Den logiske styring af printeren, dvs. hvilke koder der skal sendes fra programmel i computeren for at aktivere bestemte funktioner i printeren, er desværre kun i ringe udstrækning standardiseret. De førende printerfabrikanter har hver markedsført deres egen opfattelse af det "rigtige" printersprog.

Fra tidlig tid blev de helt basale funktioner håndteret ved anvendelse af de første tegn i ASCII-tegnsættet. Da det hurtigt blev for snærende, udvidedes repertoiret med escape-sekvenser, hvor escapetegnet opfattedes af printeren som indledning til en kortere eller længere række af styretegn. Disse sekvenser blev i en vis udstrækning etablerede standarder, som de fleste matrixprintere stadig følger (og dermed siges at være kompatible med), såsom Epson ESC/P2, IBM Proprinter eller IBM Graphics Printer. Med laserprinternes fremmarch opstod behovet for yderligere printerkontrol og dermed for sidebeskrivelsessprog som PCL og Postscript.