Præsentationslaget
I OSI er det præsentationslagets opgave at sikre, at der - trods forskelle i måden at repræsentere data på i forskellige computere - kan ske en udveksling af data, uden at informationsindholdet går tabt. Problemet med datarepræsentation opstår f.eks., når ikke alle kommunikerende maskiner har samme adresseringsformer eller tegnsæt. Overføres f.eks. et heltal bytevis mellem en "big-endian"-maskine og en "little-endian"-maskine, vil man ende med et tal, der er helt forkert.
Præsentationslaget sørger for at forhandle om, hvilket systemuafhængigt format for data, der benyttes mellem kommunikerende parter. Dette format er f.eks. beskrevet i ASN.1, og den konkrete indkodning kan ske i f.eks. BER. I hvert slutsystem konverteres der så mellem dette format og det interne format. Præsentationslaget er beskrevet i ISO 8822 og 8823.
I Internetarkitekturen er der ikke et separat præsentationslag. Det ovenfor beskrevne problem løses her bl.a. ved hjælp af External Data Representation, eller individuelt i de enkelte protokoller og anvendelser efter behov.

