PostScript
Et sidebeskrivelsessprog, der er specielt velegnet til Desktop Publishing. PostScript er udviklet af Adobe Corporation som et af de første sprog af denne slags på markedet. Det indeholder over 250 forskellige verber (instruktioner) til både aritmetiske beregninger, logik og programstyring og er i dag en de-facto standard på markedet.
PostScript benytter vektorfonte og kan understøtte både hardfonte (se font), og soft fonte, der downloades til printeren. Fonte i PostScript opbevares som masterfonte, hver defineret i en punkt størrelse. Ved at skalere ud fra en masterfont til den ønskede punktstørrelse fås en mængde forskellige variationsmuligheder for skriftstørrelser. Da hvert enkelt tegn således skal beregnes, er dette medvirkende til en relativt langsom udskrivningsproces.
PostScript indeholder også funktioner til sværtning af flader og halvtonebilleder samt til rotation af tekst og billeder. PostScript understøtter både udskrift til laserprint og til professionelt fotosatsudstyr, i såvel sort/hvid som farve. Der er mulighed for udskrivning af korrektur.
PostScript giver brugeren en meget stor typografisk frihed, som i nogen grad betales med en forringelse i udskrivningshastighed. Af denne årsag vil de fleste PostScript-kompatible printere være udstyret med ekstra mikroprocessorkraft og derfor generelt være dyrere end andre laserprintere. En medvirkende årsag til fordyrelsen er, at der skal betales licensafgifter for hver printer til Adobe.
PDF er en videreudvikling af PostScript med henblik på produktion af flot grafik.
