Pop-up vindue

En del af de vindueteknikker, der også omfatter overlappende vinduer, pull-down menuer (rullegardinmenuer), split screen og grafiske brugergrænseflader. Tilsammen har disse teknikker til formål at skabe en mere dynamisk og visuel brugergrænseflade, hvor arbejdet på skærmen i stadig højere grad minder om situationen på et skrivebord.

Et pop-up vindue svarer således til, at et nyt papir tages frem og placeres oven på de dokumenter, der i forvejen ligger på skrivebordet. Teknikken benyttes ofte som en zoom-funktion, der gør det muligt for brugeren at udpege et bestemt felt på skærmen, hvis forekomster så vises i et pop-up vindue. I dette kan der bladres i forekomsterne, og den ønskede værdi hentes med tilbage, altså en form for cut-and-paste operation. Pop-up teknikken benyttes desuden i dialogbokse, som er små vinduer, der typisk beder brugeren bekræfte eller fortryde en igangsat, kritisk aktion, f.eks. sletning af et dokument fra pladelageret.

Forfattere: 
Erik Buchwald Christensen
Casper Thomsen