Pladelager

Baggrundslager med direkte tilgang.

Et pladelager er en enhed, bestående af en plade eller pladestak (diskpakke), drivmekanisme og læse/skrivehoved(er). Drivmekanismen bringer pladen eller pladestakken i rotation med konstant hastighed, hvorefter læse/skrivehoveder, normalt anbragt på bevægelige arme ud for hver pladeside, styres langs en radius ind til det ønskede spor, når data skal læses eller skrives. Selve pladen er cirkelrund, normalt med en diameter fra 1,5 tommer til 14 tommer, fremstillet af aluminium, plast eller glas, og med en overfladebelægning, som typisk er et magnetiserbart materiale, men for den optiske disk eller varianter heraf som MO-disk eller floptical kan bestå af andre materialer.

Plader findes i mange størrelser, gående fra den mindste diskette med en lagerkapacitet på ca. 360 KByte op til den store plade (hard disk) på over 60 GByte. Den gennemsnitlige søgetid for de forskellige typer varierer knap så meget og ligger i reglen fra op til 500 millisekunder for disketter og ned til 5-10 millisekunder for de hurtigste pladelagre. Pladen (pladestakken) i et pladelager er monteret på en spindel, som drejer pladen rundt med hastigheder, der kan variere fra 5 til 167 omdrejninger pr. sekund. Skrive/læsehovedet berører ikke pladen (undtagen for disketter), men "flyder" på en meget tynd luftpude.

Pladelagre kan have faste eller udskiftelige plader. I pladelagre med faste plader er der så små tolerancer, at det er nødvendigt med støvfrie omgivelser, og pladestak og spindel er derfor ofte forseglet i en støvtæt enhed (winchesterdisk). I pladelagre med udskiftelige plader er det ikke muligt at skabe støvfrie omgivelser, og der arbejdes her med væsentlig større tolerancer.

Pladelageret har vundet meget vid udbredelse og er stort set enerådende som baggrundslager, hvor der benyttes direkte tilgang. Med de stærkt øgede lagringsbehov, som fremtidens databehandling vil skabe, er det imidlertid et spørgsmål, hvor længe de traditionelle pladelagre kan beholde den dominerende position.

Hidtil er den dominerende position holdt gennem en overraskende omkostningseffektiv videreudvikling af lagringskapacitet og tilgangstid. Primo 2000 var lagringstætheden for magnetiske medier på op til 12,5 Gbyte/kvadrattomme. Selv om der ikke umiddelbart synes at være alvorlige fysiske begrænsninger for en yderligere udvikling af teknologien, må det dog nu antages, at teknologier som optisk disk og DAT vil begynde at trænge ind på markedet, og de vil givet for en række anvendelsesområder erstatte det traditionelle pladelager.