Pipelining
(engelsk pipeline: forsyningslinie).
Fremstilling af varer i større serier, f.eks. biler, sker ikke ved, at hver bil for sig gøres færdig, før den næste påbegyndes, men ved samlebåndsproduktion, idet dette er mere effektivt. Ved samlebåndsproduktion opdeles fremstillingen i en række enkeltprocesser, der kan udføres samtidigt. Derved kan spildtiden, hvor maskiner og arbejdere venter på noget at lave, gøres mindst mulig, og produktionshastigheden maksimeres.
Samlebåndsproduktion anvendes i moderne CPU'er under betegnelsen pipelining til at øge ydeevnen af computeren. Hver instruktion opdeles i et antal skridt, der udføres af hver sin del af CPU'en, og et antal instruktioner kan derfor udføres samtidigt. Er udførelsen f.eks. opdelt i 5 skridt, kan instruktion 1 være i skridt 5, samtidigt med at instruktion 2 er i skridt 4 osv. Når først pipelinen er fyldt, vil CPU'en kunne gøre en instruktion færdig pr. skridt; uden pipelining ville det ske pr. 5 skridt. Der er nogle situationer, som gør, at pipelining ikke kan give fuldt udbytte. Ved betingede hop er det normalt ikke muligt at forudsige, præcis hvilke instruktioner der efterfølgende vil blive udført, og pipelinen bliver derfor tom og må fyldes op igen. Hvis en instruktion skal bruge data, der endnu ikke er beregnet, må der ligeledes ventes.
Se også prefetch. [[Image:pipelin.gif|center|Øverst anvendes ikke pipelining, og de fire skridt forhver af instruktionerne 1, 2 og 3 udføres efter hinanden, dvs. i alt tolv skridt. I midten udnyttes, at hvert af de fire skridt udføres af en selvstændig del af CPU'en; skridt 2 for en instruktion kan derfor udføres parallelt med skridt 1 (og 3 og 4) for en anden instruktion. De tre instruktioner tager derfor kun seks skridt, dvs. dobbelt så hurtigt. Nederst vises, at hvis to instruktioner ikke er uafhængige af hinanden (f.eks. fordi den ene bruger resultater fra den anden, eller et betinget hop afhænger af den foregående instruktion), så må der ind i mellem spildes tid på at vente. Her forsinkes instruktion 3, så den samlede tid er ni skridt]]

