Partition (A)

(eller: logisk disk).

Et pladelager kan inddeles i partitioner (afsnit). Ved en PC kan der normalt være fra et til fire af sådanne afsnit, og når inddelingen er foretaget (med programmet FDISK), kan den ikke umiddelbart ændres uden tab af data. Den oprindelige idé med partitioner var ikke blot opdeling af et stort lagerområde i håndterlige afsnit (og derved at komme uden om begrænsninger i filsystemet med hensyn til den maksimale størrelse), men også at åbne mulighed for flere - gerne vidt forskellige - styresystemer på samme PC, f.eks. DOS, LINUX eller Windows.

Oplysninger om de op til fire partitioner anbringes af FDISK-programmet i pladelagerets allerførste sektor. FDISK-sektoren beskriver partitionernes placering og størrelse og angiver, hvilken partition der er aktiv, dvs. bruges til boot (højst én partition er aktiv). I en DOS-partition følger efter hver boot-sektor filallokeringstabellen (FAT) i to kopier, og det er antal bit i denne tabels indgange, der bestemmer en partitions maksimale størrelse. Indgangene peger nemlig på clusters, der er det mindste område, der kan allokeres ad gangen til en fil. Ved FAT16 benyttes 16 bit pr. FAT-indgang, så det maksimale cluster-antal er 2^16. Ved én sektor pr. cluster giver dette en maksimumkapacitet på 2^16 x 512 B = 32 MB. Ved en disk på 1 GByte og derover kræves en cluster-størrelse på 16 KByte eller mere, og selv en fil på 1 byte vil altså beslaglægge denne mængde plads, da antal sektorer her skal være mindst 32 pr. cluster. Der bliver altså et væsentligt spild af kapacitet ved lagring af små filer, som kan undgås ved opdeling i mindre partitioner. Bruges FAT32 kan cluster-størrelsen vælges næsten frit selv ved meget store partitioner.