Parser

Et program (eller en del af et program), som kan gennemsøge en tekststreng og identificere nøgleord og andre dataelementer efter en given syntaks. Når et element genkendes, vil parseren kunne iværksætte passende operationer på dette og allerede behandlede elementer. Parsere kan genereres automatisk af andre programmer ud fra den givne syntaks; eksempler på dette er yacc (yet another compiler-compiler). En parser-generator kaldes også for en compiler-compiler, dvs. en oversætter-oversætter.

En parser findes i stort set alle oversættere, hvor den tager sig af den mere overordnede syntakskontrol. Detail-kontrollen, f.eks. check af syntaksen for navne eller talkonstanter, foretages normalt af en såkaldt scanner. Parsere kan imidlertid benyttes af alle programmer, som skal læse data i en ikke-triviel syntaks.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen