Paging (A)
Betegnelsen for en teknik til administration af computerens arbejdslager, hvor dette deles op i et antal sidepladser af fast, mindre størrelse, kaldet en page (eller en side). Dette adskiller sig tilsyneladende ikke meget fra teknikken ved brug af en memory management unit. Ved paging vil data og program dog ikke udelukkende ligge i arbejdslageret (hvilket er en forudsætning for, at CPU'en kan arbejde med dem), da baggrundslageret kan benyttes til at gemme sider, der i øjeblikket ikke bruges. Dette kan også vendes rundt, så man kan betragte data og program på baggrundslageret som det originale, og at de enkelte sider så kopieres ind i arbejdslageret efter behov.
Teknikken bruges dels til at mindske antallet af tidskrævende læsninger på baggrundslageret, f.eks. ved databaser, dels til at muliggøre udførelse af programmer i computere med for lille arbejdslager. Se også demand paging, virtuelt lager og cache lager.
Swapping er i familie med paging, men ved swapping arbejdes der med hele programmer eller dataarealer, og disse er af variabel og ofte stor størrelse.

