Ordlængde

(eller: wordsize).

Et ord er en bitstreng, som behandles samlet i en computer. Ordlængden for en computer er antallet af bit i et ord. Der kan desværre være en vis forvirring om, hvilken dataenhed der kaldes et ord. I større computere, som har ordlængde 32 bit, kan der således også optræde en 8 bit byte, et 16 bit halvord og 48 bit flydende tal, og hver kan adresseres og behandles som en enhed. Størrelsen af CPU'ens registre anvendes i mange tilfælde som et mål for ordlængden, ligesom bredden af lagerbussen også anvendes i nogle sammenhænge.

Forskellige computere kan arbejde med et forskelligt antal bit i et ord; i tidens løb har ordlængder på 1, 4, 8, 12, 16, 18, 24, 28, 32, 36, 48, 60, 64 og 80 bit været anvendt i kommercielt solgte computere. Moderne computere anvender gerne multipla af 8 bit; mikrocomputere og ældre PC'er arbejder med 8 bit, mens mellemstore PC'er og minicomputere gerne har 16 bit. Større computere har typisk 32 eller 64 bit ordlængde (men kan have flydende tal, der fylder mere). Computeren vil normalt have heltal, der rummes i et ord.

Stigende ordlængde vil normalt betyde en forøget datakraft, idet CPU'en behandler alle bit på én gang. En forudsætning for dette er, at lagerbussen har en tilsvarende bredde, idet hastighedsgevinsten kan sættes over styr, hvis data skal hentes i flere omgange fra arbejdslageret.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen