Optisk disk

(eller: laserdisk, videodisk).

Lagringsmedie, der begyndte at komme på markedet i 1986, og som efter en meget langsom indtrængningsperiode nu er i gang med at vinde indpas på en mængde anvendelsesområder.

Teknikken for de i dag udbredte typer af optiske diske (bl.a. CD-ROM) er baseret på, at en laserstråle brænder huller i en tynd film på pladens overflade, og at disse huller igen kan detekteres og tolkes. Denne teknik giver imidlertid ikke mulighed for at slette og indskrive nye data på samme sted. Der har derfor været iværksat en kraftig teknologisk forskningsindsats for at frembringe optiske diske, hvorpå der kan slettes og skrives igen, og de første diske med denne mulighed kom på markedet i 1988.

Teknologierne, der konkurrerer om at kunne frembringe den sletbare optiske disk, arbejder med overfladebelægninger, der kan bringes til at skifte mellem to forskellige former eller tilstande ved påvirkning af en laserstråle. Påvirkningen kan f.eks. skifte magnetiseringsretningen på en magnetisk overflade, den kan skifte et overflademateriale fra amorft til krystallinsk, eller den kan skifte form fra en glat overflade til en ophævning (et bump) i overfladen. Herved kan overfladematerialet i et givet punkt bringes til at antage de to tilstande, som er nødvendige for en binær repræsentation.

De optiske diske kan opdeles i tre typer, som på dansk kunne kaldes forudindspillede, skrivbare og sletbare diske, svarende til den anglikanske terminologi CD-ROM (Compact Disk - Read Only Memory), WORM (Write Once Read Many) og erasable eller read/write-diske som MO-diskene.

Forudindspillede diske kendes fra de nu etablerede CD'er for digital musikindspilning. I forbindelse med computere kan de i versionen CD-ROM benyttes til lagring af store statiske datamængder som f.eks. kataloger og faste billeder. Der vil typisk kunne lagres omkring 600 MB på en sådan 5,25 tommers disk. Med den lave pris, som CD-læseenhederne til PC'er er kommet ned i, vil de fleste ny PC'er være udstyret med sådanne enheder.

Skrivbare optiske diske (WORM) er endnu den mest anvendte teknik til databehandling, dels fordi disken kan købes som standardprodukt, dels fordi den med mindre ændringer i programmer og lagringsteknikker er anvendelig i de fleste informationssystemer, og endelig fordi den sletbare disk først nu er ved at markere sig på markedet. WORM-disken findes i flere fysiske størrelser i form af plader med diameter 5,25, 12 og 14 tommer. Den almindeligste er nok disken på 5,25 tommer, som rummer omkring 600 MB og som regel anvendes i forbindelse med PC'er. Søgetiden ligger omkring 100 millisekunder, altså noget langsommere end traditionelle magnetpladelagre, og prisen pr. MB er noget mindre end de traditionelle pladelagres. De større typer anvendes i forbindelse med større computere efter jukeboksprincipper, hvor den relevante disk hentes ud fra et stativ og anbringes i en læse/skriveenhed, når den skal benyttes. Den enkelte store disk kan rumme mere end tre GB, og sådanne systemer kan totalt rumme i størrelsesorden flere TB (terabyte), dvs. millioner MB.

MO-disken, som er en read/write-disk, hvor data kan både læses og skrives optisk/magnetisk, har været på markedet fra ca. 1990, og der er næppe tvivl om, at den eller medier med lignende teknik vil få en stor udbredelse. Endnu er den relativt kostbar og langsom, men nyere, prisbillige former som DVD vil givetvis medvirke til at øge udbredelsen.

Det må dog erkendes, at teknikken i de traditionelle magnetiske pladelagre ikke synes at have udtømt sine muligheder, og gennem de seneste år er pladelagre blevet meget større, hurtigere og billigere, hvilket selvfølgelig gør det vanskeligere for en ny teknik at slå igennem.

Ud over prisbilligheden har information, i hvert fald hvis den er lagret på CD-ROM eller WORM, en større levetid, dels på grund af mindre risiko for head crash, dels på grund af, at registreringen er fysisk og ikke magnetisk.