Opløsningsevne

(eller: resolution).

Et kvalitetsmål for en ydre enheds evne til at opfange eller gengive detaljer. Opløsningsevnen kan gælde detaljerigdom, antal farvetoner eller den opnåelige kontrast.

Langt de fleste scannere, dataskærme og printere arbejder i dag med pixler og dots, som er de mindste elementer, digitale billeder deles op i, hvad enten det drejer sig om tekstsider, computergrafik eller digitale fotografier. Disse pixler og dots er normalt placeret regelmæssigt i et rektangel, ordnet i rækker og søjler. Mens dots kun kan være sat eller ikke sat, kan pixler almindeligvis antage flere forskellige værdier.

Den mulige detaljerigdom, som kan gengives på en ydre enhed, er bestemt af tætheden af pixler og dots. Jo større tæthed, des flere detaljer. Antallet af farvenuancer eller gråtoner er bestemt af antallet af bit pr. pixel (se nærmere under billedbehandling). En dot kan opfattes som en pixel med én bit.

Skønt mængden af detaljer og mængden af nuancer synes at være uafhængige størrelser, er dette ikke tilfældet. Det er muligt at konvertere detaljer til nuancer ved brug af dithering og andre halvtoneteknikker. Omvendt kan anvendelse af nuancer og gråtoner øge den tilsyneladende skarphed af detaljer (se anti-aliasing).

Opløsningsevne for en ydre enhed måles almindeligvis i punkter pr. tomme (dots per inch, dpi, se Måleenheder), også når det drejer sig om pixler. For at vurdere, om en given opløsningsevne er høj eller lav, er det nødvendigt at vide, om enheden arbejder med dots eller pixler. Eksempelvis vil et digitalt billede, printet med en dotfarveprinter med en opløsningsevne på 150 dpi, være af ringe kvalitet. Dette skyldes, at en meget stor del af opløsningsevnen skal bruges til at simulere farvenuancer. Alternativt vil en intensitetsstyret farveprinter, altså en printer, som arbejder med pixler med flere niveauer, med en opløsningsevne igen på 150 dpi kunne levere ganske god kvalitet.

Forfattere: 
Henrik Graversen
Casper Thomsen