Nameserver
Betegnelse for en opslagsfunktion i datanet til lokalisering af forskellige tjenester, anvendelsesprogrammer, servere eller ressourcer. I datanet vil adressen på et objekt være det, der angiver, hvor objektet befinder sig. Det kan være adressen på et fysisk interface (f.eks. et telefonnummer, et telefax-nummer, en Ethernet-adresse eller en X.25-adresse) eller en netværksadresse (f.eks. en IP-adresse) på en computer.
Det er ikke særlig brugervenligt udelukkende at arbejde med adresser, bl.a. fordi de kan ændre sig, eller fordi de ofte er lange numre, der er vanskelige at huske. Et objekt er derfor ofte også beskrevet ved et navn, f.eks. navnet på en værtscomputer ("www.ku.dk") eller på en tjeneste ("fileserver", "printerandensal").
En nameserver bruges til at omsætte mellem navne og adresser, således at der ved opslag af et navn fås oplysninger om adresse mv. En nameserver vil i modsætning til selve nummeroplysningstjenesten, white pages (se directory systems), hovedsagelig anvendes af basisprogrammel og ikke direkte af brugere.
Nameserversystemet i forbindelse med TCP/IP-familien hedder DNS. Se også yellow page.

