Multi mode fiber

En lysleder, som består af en relativ stor cylindrisk kerne af et glas- eller plasticmateriale, omgivet af en kappe, der består af et optisk anderledes materiale. Overgangen mellem de to materialer virker spejlende for lys, som dermed kan transmitteres igennem lyslederen, idet lyset hele tiden reflekteres tilbage i det indre rør.

Da den indre kerne er relativt stor, kan lys let sendes ind i et tværsnit af fiberen. Til gengæld vil "lysstrålerne" ramme den spejlende kant i forskellige vinkler. Det bevirker, at de "lysstråler", der danner den største vinkel med fiberens retning, vil reflekteres oftest og dermed vandre den længste vej gennem fiberen. Derfor vil lysglimt blive udvisket undervejs i fiberen, og multi mode er således ikke egnet til transmission med stor bithyppighed over store afstande. Til disse formål anvendes i stedet single mode fibre.

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen