Modtager betaler
I det offentlige telenet (telefonnet, datex, datapak, ISDN) er det normalt den kaldende abonnent, som betaler alle de omkostninger, der debiteres i forbindelse med samtalen. Imidlertid findes der særlige faciliteter, som overfører denne debitering til den kaldte part.
I telefonnettet benyttes særlige numre til dette formål. Se også Service 800. I datapak skal den kaldende abonnent anmode om overført debitering, og det skal bekræftes for hvert enkelt opkald af modtageren. I datex betales alle modtagne nationale opkald, når faciliteten benyttes af en modtager.
Modtager betaler er også til rådighed for internationale opkald til de fleste betydende lande, idet ordninger med 800-numre bilateralt er aftalt mellem Danmark og en række andre lande. Hvis en dansk virksomhed vil udnytte disse ordninger ved opkald fra udlandet, skal der benyttes individuelle kaldenumre for hvert land, hvorfra debitering ønskes overført.

