Modem

Betegnelsen er dannet ved en kombination af første stavelse i ordene modulation og demodulation, som er et modems hovedopgaver. Gennem modulationen omformes bitstrømme til toner eller lignende signaler, som er velegnet til sikker overførsel over den størst mulige afstand via et kabel. Demodulationen i det modtagende modem kan herefter gendanne den afsendte bitstrøm.

Modemer anvendes både til lokal transmission inden for en bygning og til datatransmission via det offentlige telenet. I de fleste tilfælde er et modem konstrueret til bestemte anvendelser, da der skal benyttes forskellige modulationsformer for forskellige kabeltyper og bithyppigheder.

Til lokal transmission via parkabler benyttes lokalmodemer af typen basisbånd. Inden for en telefoncentrals område kan sådanne modemer også med fordel benyttes til fremføring via det offentlige telenet, idet trådparrene til de to adressater kan sammenkobles direkte på den offentlige central. Disse modemer kaldes lokalnetmodemer.

Ved brug af telenettet anvendes telefonmodemer, som alene udnytter frekvensbåndet 300-3.400 Hz. Til disse formål findes en række modemer, som benytter principper, der er fastlagt i CCITT's V-anbefalinger. Disse modemer kompliceres og fordyres i takt med den bithyppighed, som skal anvendes ved transmissionen. Den i praksis højeste hastighed via en telefonkanal er for tiden 28.8 kbit/s, selv om modemer med 33.2 kbit/s også findes. Det er tæt på den teoretiske grænse (ca. 34.5) for en analog forbindelse, der internt i nettet bliver overført som 64 kbit/s. Specielt til Internettet benyttes imidlertid modemer, der alligevel kan transmittere op til 56 kbit/s i den ene retning og op til 28.8 kbit/s i den anden. Disse modemer udnytter, at den ene ende (f.eks. en internetudbyder) er tilsluttet direkte digitalt via ISDN. Samtidigt er det en betingelse, at den anden ende er tilsluttet en digital central. Dermed kan data kodes direkte med henblik på genkendelse efter D/A-converteren i den digitale central. Ved lange abonnentlinier kan den fulde hastighed dog ikke udnyttes, og modemerne kan derfor falde tilbage på 48 eller 40 kbit/s. Der var oprindeligt to standarder for disse modemer, benævnt X2 og Flex, og brugeren kunne kun udnytte de høje hastigheder, hvis den kaldte port var samme type som brugerens modem. I 1998 vedtog ITU en kompromisstandard under betegnelsen V.90, og denne standard vil formentlig blive den mest udbredte for 56 kbit/s-modemer.

Modemer findes som synkrone og asynkrone, afhængigt af den transmissionsform, der anvendes af den tilsluttede terminal. Asynkrone modemer med hastigheder over 1.200 bit/s anvender altid en synkron bitstrøm til selve overførslen mellem modemerne. Disse indeholder derfor en konvertering mellem det asynkrone og det synkrone format. Ved samarbejde mellem denne type modemer må det sikres, at der anvendes de samme omsætningsregler.

I de nyeste typer asynkrone modemer er denne omsætning udbygget med en egentlig protokol, som virker mellem modemerne, og som sikrer gensending af tegn i tilfælde af transmissionsfejl. Brugeren mærker ikke protokollens virkning ud over en vis begrænsning i den maksimale overføringsevne, en øget forsinkelse og en forbedring af fejlfrekvensen. Der findes adskillige de-facto standarder for disse modemtyper. Mest udbredt er protokollen LAPM, som indgår i CCITT's anbefaling V.42. De nyeste modemtyper, V.34 og V.90, benytter således disse standarder. Se også MNP, som er en tilsvarende meget udbredt industristandard.

Modemer kan arbejde i forskellige konfigurationer. Parvise sammenkoblinger kaldes punkt-til-punkt forbindelser, mens flere modemer kan sammenknyttes i multipunktnet eller ringnet.

Når et modem ikke er indbygget i selve terminalen, benyttes grænseflader til denne, som er fastlagt i V.24/V.28, EIA RS-232 eller Hayes kommandosæt. Hvis terminaler med modemporte skal kobles direkte sammen, kan et såkaldt nulmodem benyttes.

Tidligere var det televirksomhedernes eneret at levere modemer til det offentlige telenet. Siden 1988 kan disse modemer imidlertid frit forhandles og tilsluttes telenettet under den forudsætning, at typegodkendelse er udstedt af Telestyrelsen. Godkendelsen er alene udtryk for, at det godkendte udstyr opfylder de tekniske krav for sammenkobling med det offentlige net. Godkendelsen er således i øvrigt ingen garanti for en bestemt kvalitet af modemet, og den sikrer heller ikke problemfrit samarbejde med andre godkendte modemer af samme type.

Fra april 2000 kan modemer sælges uden egentlig typegodkendelse, idet der i stedet på basis af et EU-direktiv er indført et system, der er baseret på fabrikanterklæringer.