Magnetbånd

(eller: tape).

Datalagringsmedie, som har haft og stadig har en omfattende anvendelse i baggrundslagre til computere. Magnetbånd kan være oprullet på spoler eller i kassetter. Tidligere var magnetbånd på spoler næsten enerådende, men de er i dag i meget stor udstrækning erstattet af kassettebånd. Derfor benytter mange i dag betegnelsen magnetbånd til kun at gælde magnetbånd på spoler.

Den tidlige og store udbredelse af magnetbånd på spoler skyldes bl.a., at der tidligt blev etableret de-facto standarder, dels for de fysiske dimensioner, dels for de magnetiske egenskaber, pakningstæthed m.m.

Data lagres i parallelle spor på langs ad båndet. Normalt er der 9 spor på et halvtommes bånd, hvorved der på tværs af båndet kan lagres 8 databit (en byte) samt en paritetsbit. På streamers kan benyttes en seriel lagringsteknik, hvor databit lagres på et spor i fortsættelse af hinanden. Pakningstætheden er i dag oftest 6.250 bpi (eller 6.250 byte pr. tomme for et ni-spors bånd), idet der dog findes standarder også for mindre pakningstætheder. Magnetbånd på spoler har normalt en båndlængde på 2.400 fod (eller 3600 fod), hvilket teoretisk giver mulighed for lagring af ca. 200 MB. Tilsvarende magnetbånd i kassetter lagrer data i 18 spor, er kun ca. 550 fod lange og har en lagringskapacitet på ca. 200 MB. Nyere magnetbånd i kassetter har en båndlængde på 1100 fod og lagrer data i 36 spor, hvorved opnås en lagringskapacitet på ca. 800 MB.

Data overføres i blokke fra magnetbånd til arbejdslageret. Det betyder, at der på magnetbåndet mellem hver blok fysisk skal være plads til stop og genstart af båndet (se gap). Den samlede lagringskapacitet er derfor mindre end den teoretisk mulige.

Magnetbånd i kassetter findes ud over halvtommes bånd som kvarttommes bånd, et format, der er meget anvendt i streamers, og som otte- eller firemillimeters bånd.

De samme magnetbåndsformater, men med en anden placering af spor, benyttes til DAT og DLT.