Lukket brugergruppe (A)

(eller: closed user group, CUG).

Lukket brugergruppe er en facilitet, der stilles til rådighed i datex, datapak og ISDN. Faciliteten er baseret på kontrolkoder, der overføres sammen med et opkaldsforsøg fra den kaldende til den kaldte abonnent, hvor verifikation af koden benyttes som adgangskontrol. Såfremt koden ikke er en af de autoriserede, vil opkaldet blive afvist.

Lukket brugergruppe giver en sikkerhed, som ikke kan opnås på anden måde, idet det er nettet, der opbevarer nøglerne, og disse overføres kun i den interne netsignalering. Det er derfor umuligt - selv med kendskab til koden - at opnå uretmæssig adgang til en lukket brugergruppe fra en terminal, som ikke er medlem af gruppen.

For hver lukket brugergruppe er der tilknyttet en ansvarlig abonnent, som skal godkende alle de tilslutninger, der får medlemskab af den pågældende gruppe. Lukket brugergruppe kan på denne måde også tilbydes internationalt.

Alle medlemmer af en lukket brugergruppe får indlagt den interne nøglekode i deres abonnentdata i den offentlige central. En enkelt tilslutning kan være medlem af flere grupper, og den udpeger da ved hjælp af et indeksnummer den nøglekode, som skal benyttes for et afgående opkald. Hvis den kaldte abonnent ikke har samme nøglekode i sine abonnentdata, vil opkaldet blive afvist af modtagerens central.

Lukket brugergruppe findes i flere varianter. Bl.a. er det muligt at tillade modtagelse af opkald uden nøglekode i enkelte installationer i en lukket brugergruppe. Det kaldes incoming access. Der kan også sendes en særlig markering med nøglekoden, som betyder, at opkaldet skal accepteres både inden for den lukkede brugergruppe og ved tilslutninger, der ikke har kontrol af nøglekoden. Denne variant kaldes outgoing access.

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen