Lovgivning om edb
Der er i en række relationer lovgivet om edb, men nogen egentlig samlet edb-lovgivning kan der ikke tales om.
Der er i Ophavsretsloven fastsat regler, der regulerer visse ophavsretlige spørgsmål, herunder arbejdstagerens ophavsret til udviklet programmel. I lov om behandling af personoplysninger fra maj 2000 er der fastsat nærmere regler om, i hvilket omfang registre har ret til at indsamle oplysninger om borgerne, hvorledes oplysningerne skal opbevares, og hvordan de kan anvendes. Lov om Det Centrale Personregister indeholder i udgaven fra maj 2000 nye bestemmelser om videregivelse af oplysninger. I lov om elektroniske signaturer er fastsat regler for nøglecentre, der udsteder certifikater; denne lov vil muligvis senere blive fulgt af en lov om, i hvilket omfang eletroniske signaturer kan anvendes med samme retsvirkning som almindelige underskrifter. Loven om pligtaflevering (nr. 423 af 10/6 1997) udvider afleveringspligten til også at omfatte udgivelser på edb-medier, men undtager edb-programmer. Produktansvarsloven er modificeret med henblik på edb-branchen. Endvidere blev Straffeloven i 1985 ændret med særlig henblik på datakriminalitet.
Se også Internet jura og telelovgivningen.

