Lotus-menu
Betegnelse for en særlig måde at præsentere menuer på. I traditionelle menusystemer er hver menu et fuldskærmbillede, som ikke tillader brugeren at overskue sine valgmuligheder uden samtidig at skulle forlade en igangværende skærmopgave, dvs. hoppe ud af sit skærmbillede.
Lotus-menuer reserverer et område på sædvanligvis to vandrette linier i toppen eller i bunden af skærmen til formålet, så brugeren uden at afbryde skærmdialogen altid kan aktivere menusystemet. Den ene linie er menulinien, indeholdende de givne valgmuligheder, mens den anden viser en forklarende tekst til det valg, der peges på.
Lotus-menuer betjenes på en standardiseret måde, der går ud på, at en valgmulighed enten kan udpeges med piltaster, eller ved at forbogstavet i menuteksterne indtastes. På sidstnævnte måde kan brugeren hurtigt springe frem i menuhierarkiet ved blot at taste et par bogstaver. Dette kan udnyttes af brugeren til selv at programmere små makroer, der så kan udføre en række menuoperationer.

