Lokalnet
(eller: LAN, Local Area Network, lokaldatanet, lokalt net).
Inden for data- og telekommunikation et transmissionsnet med en begrænset udstrækning. Retningsgivende er nettet gerne begrænset til en bygning eller et samlet bygningskompleks. Se også interne net. I daglig tale bruges ofte den amerikanske forkortelse LAN. Et net, som har sine tilslutninger spredt inden for en radius på 10-50 km, kaldes MAN (Metropolitan Area Network), mens et generelt net, der hverken er begrænset med hensyn til størrelse eller antal tilslutninger, kaldes WAN (Wide Area Network).
Lokalnet benytter normalt en høj transmissionshastighed (fra 10 Mbit/s til 1 Gbit/s), og dette er muligt på grund af den begrænsede udstrækning af nettet. De høje hastigheder kræver særlig omhu ved valg og installation af kabler. Ofte anvendes specielle kabelsystemer som det fysiske grundlag for nettet. Lokalnet er endvidere generelt karakteriseret ved deres topologi, accesmetode, protokoller til transport af data og lokalnetstyresystemer.
Brugen af lokalnet startede i slutningen af 1970'erne, og i løbet af 1980'erne opstod et hav af forskellige typer lokalnet. Efterhånden har markedet dog samlet sig om et forholdsvis begrænset sæt typer. En medvirkende årsag hertil er fremkomsten af IEEE 802-standarden, der definerer specifikationer for ganske få hovedtyper af lokalnet, eksempelvis CSMA/CD (også benævnt Ethernet) og token ring.
Enhederne, der kobles sammen via et lokalnet, vil normalt være arbejdsstationer og servere, og der benyttes ofte en client/server-arkitektur. Arbejdsstationer er i overvejende grad standard-PC'er. Den såkaldte server er traditionelt det vigtigste element i et lokalnet. Server betyder "betjener". I lokalnetsammenhæng refererer en server til en computer, der betjener andre arbejdsstationer på nettet med en række serviceydelser. Adgangen til disse serviceydelser kontrolleres normalt af lokalnetstyresystemet.
Lokalnet tilbyder en teoretisk set ideel måde at sammenkoble computere på. Hver bruger har sin egen private datakraft, som kan afstemmes efter brugerens faktiske behov. Pris/ydelses-forholdet og ydelse/bruger-forholdet er i modsætning til traditionelle computere tilnærmelsesvis konstant, uanset antallet af brugere. Endelig tilbyder lokalnet bedre og længerevarende mulighed for migrering, dvs. gradvis udskiftning af maskinel hen over tiden. De senere års udvikling, især inden for lokalnetstyresystemer og distribuerede systemer, har bidraget til at omsætte teorien til praksis.
Se også radiobaseret lokalnet, Internet og intranet. [[Image:lokalne.gif|center|thumb|570px|Lokalnet sammenkobler servere og arbejdsstationer. I moderne lokalnet kan topologier blandes, så en given server eller arbejdsstation kan være tilkoblet flere fysisk adskilte net af forskellig type]]

