Logik (A)
Logik er betegnelsen for en formaliseret metode til at nå frem til pålidelige konklusioner ved fornuftsmæssig tænkning. Logiske systemer har eksisteret siden den græske filosofis blomstringstid og har været et centralt led i mange filosofiske systemer. Om logikken er grundlaget for matematikken eller omvendt, kan diskuteres, men der er en tæt sammenhæng imellem dem. Den franske filosof Descartes anså logikken for et hjælpemiddel til at slutte korrekt i forbindelse med al naturvidenskab. Logik kan ud over at være et redskab også opfattes som en model for den menneskelige fornuft.
Logik kan deles op i klassisk logik (udsagnslogik og prædikatlogik), ikke-klassisk logik (fuzzy logic og flerværdi-logik) og modallogik (tidslogik og epistemisk logik).

