Log (A)

En registrering af hændelser. I edb-sammenhæng føres mange typer log; ofte med henblik på forskellige kontrolformål, men også med henblik på at kunne genskabe en given situation. Eksempler kan være:

  • Registrering af hændelse i forbindelse med driftsafviklingen (se logbog).
  • Registrering af ind- og uddata til databasen (se rollback).
  • Registrering af alle hændelser, der bringer computerens styresystem i aktivitet, f.eks. godkendelse af password. Denne type log kan udskrives løbende på en konsol eller kan opsamles på en fil til senere udskrift/analyse (sidstnævnte giver i øvrigt hackere en ekstra mulighed for at skjule deres "besøg" gennem at ændre loggen).
  • Registrering af bestemte typer transaktioner - eller hændelser - i et opgaveprogrammel med henblik på afvigelseskontrol eller revision.

Registreringer i en log af computerens aktiviteter anvendes ofte som grundmateriale for forbrugsopgørelser og afregning med brugere.

Forfattere: 
Jens Schou-Christensen
Casper Thomsen