Liquid Crystal Shutter
(eller: LCS, flydende krystallukker).
Metode, anvendt til styring af lyseksponeringen i elektrofotografiske printere.
Adskillige printertyper arbejder efter det elektrofotografiske princip. I disse printere findes en tromle, som oplades elektrostatisk. Ved derefter at belyse tromlen fjernes den elektriske ladning i de eksponerede punkter. Derved dannes et latent billede, der fremkaldes ved at tilføre tonerpulver til tromlen. Pulveret, som selv er elektrostatisk opladet, sætter sig i de neutrale punkter på tromlen. Endelig overføres det fremkaldte billede til papir, hvor det fikseres ved hjælp af tryk eller varme. Det skal bemærkes, at der også findes en anden elektrofotografisk metode, se forklaring under laserprinter.
De mest kendte repræsentanter for elektrofotografiske printere er laserprinterne, der benytter laserstråler som lyskilde. Det er imidlertid muligt i stedet at anvende en meget simpel fluorescerende lyskilde. Til at styre dennes belysning af tromlen anvendes en række LCS'er, nærmere bestemt én LCS for hvert punkt på en linie.
Når hver LCS udsættes for et skiftende elektrisk felt, vil de enten åbne eller lukke for gennemstrømning af lys fra lyskilden ligesom lukkeren på et fotografisk kamera. Hastigheden, hvormed dette kan ske, er omkring 0,5 millisekunder, hvilket tillader udprintning af omkring 20 A4-sider pr. minut fra en sådan printer.

