Kredsløb
(eller: circuit).
Inden for data- og telekommunikation består et kredsløb af to kanaler, som tilsammen kan overføre information i begge retninger mellem to destinationer samtidig. Ordet bruges i øvrigt i flere sammenstillinger og betydninger.
- Fysisk kredsløb. Et kredsløb, som er etableret ved direkte trådforbindelse med elektriske ledere (såkaldt "galvanisk forbindelse"). Der skelnes mellem firtråds- og totrådskredsløb.
- Datakredsløb. Fast kredsløb med modemer til brug for datatransmission. Internationalt kan det være nødvendigt at benytte faste kredsløb med særlig kvalitet til dataoverførsel. Sådanne kredsløb betegnes datakredsløb, selv om modemer ikke er tilknyttet.
- Virtuelt kredsløb. Et virtuelt kredsløb er en fast logisk forbindelse gennem et pakkekoblet net. Se også PVC.
- Elektronisk kredsløb. En sammensætning af elektronikkomponenter, som mellem ind- og udgang udfører en given operation med elektriske signaler.

