Kontrol
(eller: control, user interface control, kontrolvindue).
Betegnelse i grafiske brugergrænseflader for en standardiseret grænsefladekomponent, der tillader brugere at angive valg eller indtaste information. Brugen af kontroller giver konsistens, både i præsentationen og i brugerens anvendelse. Hver kontrol har en entydig visuel fremtoning og giver brugere en specifik måde at benytte den på.
Kontroller bruges primært i dialogbokse, men kan i øvrigt anvendes vilkårlige steder af et program. De fleste standardiserede kontroller understøttes direkte af vinduesystemer som f.eks. Windows og Presentation Manager. Eksempler på kontroller er valgknapper, afkrydsningsfelter, listebokse, trykknapper, indtastningsfelter, kombinationsbokse, værdisæt og skalafelter.
Da hver kontrol programmeringsmæssigt er repræsenteret ved sit eget vindue med tilhørende vinduefunktion, benyttes ofte betegnelsen kontrolvindue som synonym for kontrol.

