Kassettebånd
(eller: cartridge, tape cassette, båndkassette)
Lagringsmedie, der benyttes i baggrundslagre med sekventiel tilgang. Kassettebåndet er et magnetbånd, monteret i en kassette. De almindeligste bredder på båndet er kvarttomme, otte millimeter og ½-tomme, med båndlængder mellem ca. 200 fod og 1100 fod.
Data lagres på traditionelle kassettebånd i 9, 18 eller 36 spor, som ligger på langs ad båndet. I nyere typer kassettebånd (f.eks. DAT, TRAVAN, men ikke DLT) anvendes en teknik, der er kendt fra videobånd, hvor sporene ligger på skrå. Lagringskapaciteten varierer for de traditionelle bånd mellem 200 og 800 MB, mens de for nyere typer kan ligge fra 4 GB til 50 GB. Med komprimeringsteknikker kan kapaciteten i praksis øges med en faktor to til tre.
Kassettebånd er som lagringsmedie et væsentligt element i enhver edb-installation, især til back-up formål. Selv om udviklingen inden for den optiske teknologi (se optisk disk) går hurtigt fremad, forventes kassettebånd stadig at have en betydningsfuld rolle i de kommende år.

