Jacquard, Joseph-Marie

1752-1834. Fransk væver, der konstruerede og anvendte verdens første hulkort. Jacquard konstruerede således i 1800 en vævestol, hvis bevægelser automatisk blev styret af papkort med huller, som i mønster svarede til det ønskede vævemønster. Papkortene gjorde det muligt at væve vilkårlige mønstre og væve det samme mønster igen og igen.

Jacquards hulkortprincip kom til at danne forbilledet for al moderne industriel automatisering, ligesom både Charles Babbage og Herman Hollerith overførte princippet til deres regnemaskiner, som igen blev grundlaget for de moderne computere. Hulkortene fik en meget lang levetid, idet de helt op til slutningen af 1970'erne blev anvendt som det primære inddateringsmedie i databehandling.

Forfattere: 
Allan Gjerdrum
Casper Thomsen
Tine Havkrog Jensen