Internet handel

(eller Electronic Commerce, EC, e-handel)

EC foregår mellem en køber, som benytter en WWW-browser, og en sælger, som benytter en WWW-Server. Derudover kan der deltage et kontoførende institut (oftest en bank) og en pålidelig 3. part, som medvirker til at verificerer ægtheden af sælger og køber. Den kontoførende kan være repræsenteret i en handel i form af en udbyder på Internettet, i hvilket tilfælde der vil være tale om forudbetalte elektroniske penge. For at kunne foretage en handel, skal der benyttes et betalingssystem. Sælgeren er den der bestemmer hvilket betalingssystem, der aktuelt benyttes. Et betalingssystem bør indeholde et sikkerhedssystem for at beskytte køber og sælger. Sikkerhedssystemet skal indeholde sikkerhedstjenesterne fortrolighed, integritet og autentifikation. Betalingssystemer opdeles i Elektroniske penge (klikbetaling) og betaling med betalingskort.

I Danmark benyttes et betalingssystem, som er etableret i et samarbejde mellem Tele Danmark og Diners. Dette betalingssystem er baseret på SSL (Secure Socket Layer), som er specificeret af Netscape. Desuden tilbyder PBS et betalingssystem, som er baseret på SET (Secure Electronic Transaction), som er en åben specifikation udarbejdet af VISA og Mastercard. Internationalt benyttes en række betalingssystemer, hvoraf kan nævnes: Ecash, Cybercash, NetBill og First Virtual.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen