Internet (B)
En arkitektur for militære kommunikationsnet, udviklet af det amerikanske forsvarsministerium i slutningen af 1970'erne. Internet-arkitekturen omfatter en lang række protokoller og tilhørende standarder, der i løbet af 1980'erne er blevet populære også inden for civil databehandling. Internet er en lagdelt arkitektur ligesom OSI og SNA. Internet brugtes bl.a. i det amerikanske landsdækkende Arpanet.
Målet med internet-arkitekturen var dels at gøre det muligt at sammenkoble forskellige computere, placeret på mange fysiske steder og over store afstande, dels at sikre sig, at denne sammenkobling overlevede selv de værst tænkelige betingelser. En af egenskaberne ved internet-arkitekturen er derfor, at computerene er tilkoblet et antal forskellige subnet (se også Internet). ISO/OSI modellen antager, at der er ét homogent subnet.
To af de mest kendte standarder under arkitekturen er TCP og IP, og sammenstillingen TCP/IP benyttes ofte som synonym for den samlede suite af Internet-protokoller.
Internet-arkitekturen har vundet stor udbredelse; et meget kendt net baseret på denne arkitektur er Internettet.

