Internet (A)
Ordet "internet" (internetting, internetworking) anvendes om datanet, som er sammensat af en række samarbejdende subnet. Det er afledt af latin "inter", som betyder imellem; modsætningen er "intra", indenfor (se intranet). OSI reference-modellen antog oprindeligt, at transportdelen (de nederste tre lag) af et fysisk net benyttede sig af de samme protokoller overalt i nettet. Dette var f.eks. tilfældet for offentlige pakkekoblede net. Med fremkomsten af lokalnettene var dette ikke mere tilfældet, og sammenkobling af lokalnet af forskellig type indbyrdes og til offentlige net krævede ekstra funktioner i netværkslaget. Internet-modellen har vist sin relevans, idet mange virksomheder i de sidste 10 år har indført lokalnet, og der nu er en stærkt voksende tendens til, at disse sammenkobles.
I ARPANET udvikledes IP-protokollen til dette formål. Internet-protokollerne indeholder herudover andre protokoller mv., der er nødvendige når subnet sammenkobles til et internet (se f.eks. DNS).
