Integritet (B)

(eller integrity) Et af de fem sikkerhedsaspekter i et datanet, som de er specificeret f.eks. i forbindelse med OSI's referencemodel (de fire andre er authentification (autentifikation), confidentiality (fortrolighed), access control (adgangskontrol) og non-repudiation (uafviselighed). Der er altid en sikkerhedsrisiko for, at data kan ændres eller forsvinde, og specielt ved datanet gør dette, samt risikoen for at data gentages, sig særligt gældende. Integriteten kan sikres enten ved en passende protokol med checksum, eller en kryptografisk checksum (se hashing).

En kryptografisk checksum kaldes også fingerprint, message digest, data integrity check (DIC), message authentication code (MAC) eller data authentication code (DAC). En kryptografisk checksum beregnes ved en one-way hash function, som har den egenskab, at det er relativt enkelt at verificere, at den kryptografiske checksum stemmer, men svært eller umuligt at ændre data, så det stadig giver den samme checksum.

Som eksempel på algoritmer kan nævnes SHA (Secure Hash Algorithm), en algoritme konstrueret af NIST/NSA, som giver en 160 bit hash; MD2, MD4 og MD5, Message Digest-algoritmer, konstrueret af Ron Rivest, og som alle giver en 128 bit hash. SHA indgår i Clipper, og MD5 i PEM og PGP.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen