Integritet (A)

En af de væsentligste opgaver, som et databasesystem udfører, er at sørge for, at databasens integritet opretholdes. Integritet for en database er defineret ved en række integritetsregler.

I princippet kan alle former for begrænsninger i form af logiske udtryk, der refererer til databasen, fungere som integritetsregler. Normalt giver databasesystemer mulighed for at formulere referenceintegritetsregler, dvs. begrænsninger, der sikrer at en fremmednøgle altid peger på en eksisterende primærnøgle, og entydighed, dvs. sikring af at en eller flere attributter (f.eks. en nøgle) i en relation er entydige. Der kan tillige være mulighed for at formulere simple type-regler på felter, der f.eks. sikrer, at datoer er korrekte, og mere specielle regler, som f.eks. "ingen sælger må have tabt mere end 10 ordrer", hvis opretholdelse potentielt kan indebærer sletning af sælgere. Hvilke regler der tilbydes overholdt, er afhængig af, hvor avanceret databasesystemet er. Brug af integritetsregler til definition af integritet betyder i praksis, at der bliver mindre (ideelt intet) behov for at programmere valideringsregler i de programmer, der anvender databasen. Kontrol svarende hertil vil automatisk blive udført af databasesystemet og dermed spare meget programmeringsarbejde samt forhindre fejlmuligheder.

Forfattere: 
Troels Andreasen
Casper Thomsen