Ink-jet printer
(eller: blækstråleskriver).
En anslagsfri printer, der gennem små dyser sprøjter blækdråber på papiret. Princippet er mere end 200 år gammelt og stammer fra Frankrig, hvor en abbed ved navn Nollet udviklede den første ink-jet printer. Teknikken svarer til det grafiske værktøj air-brush.
Princippet i ink-jet printeren er, at blækket ledes ind i et lille kammer, hvor en modstand superophedes i en brøkdel af et sekund. Herved dannes over modstanden en lille dampboble, som presser en ganske lille smule blæk ud gennem dysen. Når strømmen til modstanden forsvinder, falder dampboblen sammen, og en lille blækklat afskæres på sin vej ud gennem dysen. Den lille blækklat fortsætter med stor fart ud på papiret, mens blækdepotet atter fylder kammeret op med blæk. Dette sker for hver dyse op til 5000 gange i sekundet.
Printere af denne type havde oprindelig kun én farve blæk og få dyser, men er nu udviklet til at have op til over 100 dyser og mange grundfarver, som kan blandes for hver enkelt dyse.
De fleste ink-jet printere arbejder med en punkttæthed på 300*300 dpi, men findes også med højere punkttætheder. Der kan skrives på almindeligt papir, specialbehandlet papir (som især ved farveudskrivning giver et flot resultat) eller transparenter. Endvidere kan der produceres grafik i høj kvalitet.
Printeren har et meget lavt støjniveau og er relativt billig i drift. Den er imidlertid ret langsom, hvis den skal producere tekst i høj kvalitet; den kan ikke skrive med kopi, og skriften er ikke altid helt jævn.
Det må antages, at ink-jet printeren i de kommende år vil finde et stort marked på grund af de gode farve- og grafikmuligheder.
