Indeks

(eller: index).

Fra latin: pegefinger, katalog, indholdsfortegnelse. Bruges inden for databasesystemer og traditionelle filsystemer. Et indeks defineres på et felt i databaserelationen eller filen (evt. på flere felter) og svarer til stikordsregistret i en bog, idet der med feltværdier kan "opslås" postadresser. Indekset realiseres som en struktur samt en metode til at anvende strukturen, således at der kan foretages effektive opslag i filen ud fra en værdi for det pågældende felt. Almindeligt anvendte indeks-strukturer/metoder er varianter af balancerede træer, f.eks b-træer (se binære træer), samt hashing (se nøgletransformation). Et indeks tilvejebringer en effektiv tilgangsmetode til datafilen, når det er adgangen via det indekserede felt, der er interessant. Metoden er meget central i relationsdatabase-systemer og ligeledes brugt i filorganisering, ofte under betegnelsen indekssekventiel tilgang.

I et kontraktregister, hvor samme kunde kan have flere kontrakter, vil dét at sætte indeks på kundenummerfeltet betyde, at alle kontrakter med en bestemt kunde kan findes ved kun at slå kundenummeret op i indeks og ikke ved at søge alle kontrakter igennem.

Der skelnes ofte på primære indeks og sekundære indeks, typisk med det forhold, at filen/relationen fysisk ordnes efter det primære indeks-felt, som forskel. Er der på et kontraktregister jævnligt behov for at fremfinde alle kontrakter til en bestemt kunde, alle tilhørende en bestemt sagsbehandler og alle indgået på en bestemt dato, vil dette forudsætte mulighed for at kunne oprette mindst tre indeks på datafilen.