Imperativt programmeringssprog

Programmeringssprog, der i modsætning til funktionsprogrammeringssprog og logikprogrammering udtrykker sig ved hjælp af kommando-lignende elementer analogt til almindeligt sprogs bydemåde (imperativ): læg de to tal sammen! skriv på printer! læs fra tastatur! I imperative programmeringssprog skal alle handlinger og de datastrukturer, der arbejdes på, nøje specificeres.

Ethvert moderne imperativt programmeringssprog indeholder sætningstyper til konstruktion af de basale programstrukturer: sekvens, forgrening, gentagelse og indkapsling. Sekvenser består af sætninger, f.eks. tilordninger i stil med X=Y+Z, der samles i blokke. Ved forgreninger undersøges først, om en eller flere betingelser er opfyldt, og der hoppes dernæst til et andet programafsnit. Specielt kan flervalg formuleres som en eller anden form for udfletning efter et udtryks værdi. Gentagelsessætninger fører til løkker, der kan gennemløbes et bestemt antal gange (specielt nul) eller et antal gange, der afhænger af løkkens beregningsforløb. Med indkapsling gøres et større eller mindre programforløb til en udelelig enhed med veldefinerede kontaktmuligheder til andre dele af programmet. Eksempler på indkapsling er procedurer, "units" og objekter. Units er samlinger af procedurer og datastrukturer, hvoraf kun en veldefineret grænseflade kendes af det program, der refererer til den pågældende unit. Objekter benyttes i objektorienteret programmering om sammensmeltninger af datastrukturer og de procedurer ("metoder"), der kan manipulere disse data.