ITU (A)

International Telecommunication Union. En organisation, som er tilknyttet FN. Det er verdens ældste internationale organisation på regeringsplan, idet den blev dannet i Paris i 1865, hvor Danmark var et af de 21 stiftende lande. Dengang stod ITU imidlertid for International Telegraph Union, da telefoni endnu ikke eksisterede.

Det nuværende grundlag for ITU blev skabt i 1932, hvor radiokommunikation blev knyttet til ITU, og organisationen har nu mere end 150 medlemslande. Standardiseringsarbejdet inden for trådbaseret og radiobaseret kommunikation foregår i underkomitéer såsom CCITT og CCIR.

I 1992 ændrede CCITT navn til ITU-T, men det nye navn har ikke indtil videre haft større gennemslagskraft. ITU's hovedsæde ligger i Genève.

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen