ISO
International Organization for Standardization (ISO er ikke en forkortelse men er afledt af græsk 'isos', lige). ISO er oprettet i 1947, og organisationen har til opgave at udarbejde internationale standarder på en lang række områder. Ca. 130 lande er medlemmer af ISO, og der er udsendt mere end 12.000 internationale standarder. Færdige internationale standarder benævnes ISO xxxxx:yyyy, hvor xxxxx er et (løbe)nummer, der evt. kan være underopdelt, hvis standarden er i flere fysiske dele, og yyyy er udgivelsesåret.
I hvert medlemsland varetages forholdet til organisationen af et nationalt standardiseringsråd. I Danmark er dette Dansk Standard. I USA, England, Tyskland og Frankrig hedder de tilsvarende nationale organisationer ANSI, BSI, DIN og AFNOR. De europæiske standardiseringsråd er samlet i organisationen CEN.
Inden for informationsteknologi har ISO udarbejdet standarder for alle discipliner, idet der ofte samarbejdes med andre standardiseringsorganisationer på udvalgte fagområder. F.eks. er der et samarbejde med IEEE på LAN-området, hvor standarder udgives i fællesskab. Sammen med IEC har ISO dannet den fælles styrekomité ISO/IEC JTC1, som dækker hele informationsteknologiområdet, og standarderne udgives som fælles ISO/IEC-standarder.
På teleområdet har ISO et tæt samarbejde med ITU, tidligere kaldt CCITT. Arbejdsdelingen er her i store træk den, at CCITT specificerer de offentlige net og teletjenester, mens ISO i øvrigt specificerer terminaludstyr og private net. I grænseområdet er der udarbejdet en række anbefalinger og standarder med fælles tekst. På hele kommunikationsområdet tilstræber ISO og CCITT at udvikle standarder i henhold til den referencemodel, der kaldes OSI.
Standarder fra ISO vedtages ved flertalsbeslutninger blandt organisationens medlemmer. I forstadierne til en standard kaldes denne FCD (Final Committee Draft) og FDIS (Final Draft International Standard). Færdige standarder kan revideres med den samme procedure. En sådan revideret standard bevarer sit oprindelige nummer, så alene udgivelsesdatoen og revisionsnummeret ændres.
Mange internationale standarder anvendes uforandret som danske standarder eller europæiske standarder (EN (A)).
