IP-adresse

Hvert datagram i internet protokollen, IP, indeholder adresser på afsender og modtager som defineret i RFC 791 (se request for comment). En sådan IP adresse fylder 32 bit, altså fire byte. IP adresser udpeger dels et net, dels en host eller computer, dvs. den station inden for nettet, som modtager eller afsender datagrammet.

De 32 bit opdeles i en net- og en host-del, enten som 1+3, 2+2 eller 3+1 byte, idet de første bit identificerer opdelingen. IP protokollen benytter net-delen til rutning og host-delen til endelig identifikation af modtager eller afsender inden for nettet. Hvis den første bit er 0, er de næste 7 bit en netadresse og de resterende 24 bit en host-adresse. Sådanne "klasse A"-adresser skulle derfor tillade 2^7 = 128 net og 2^24 = 16 M (godt 16 millioner) host-stationer. Imidlertid er visse bitkombinationer reserveret til særlige formål: Net nummer 0 i en afsenderadresse betyder det net, som datagrammet afsendes fra; net nummer 127 i en afsender- eller modtageradresse er en loopback-adresse; netadresser, der består af lutter 1-bit, er beregnet til broadcast. Tilsvarende kan en modtager host-adresse bestå af lutter 1-bit som tegn på broadcast inden for nettet, og en adresse med alene 0-bit i host-delen, men ikke i net-delen, er nettets egen adresse.

Den næste klasse, klasse B, har de to yderste bit sat til 1 og 0. De efterfølgende 14 bit udpeger nettet og de sidtse 16 bit en host. Igen indtager adresser med lutter 0- eller 1-bit en særstilling, men ses bort herfra, bliver antallet af net, som en klasse B-adresse kan udpege 2^14 = 16 K (godt 16 tusinde) og antal stationer 2^16 = 64 K (godt 65 tusinde).

Klasse C-adresser har de første tre bit sat til 1, 1 og 0. Her bliver antallet af muligheder med de nævnte begrænsninger henholdsvis 2^21 = 2 M for net og 2^8 = 256 for stationer.

Adresser, der indledes af bittene 1110, er beregnet til multicast, og adresser, der starter med 11110, er beregnet til fremtidig brug.

Det er kutyme, at skrive IP adresser som decimaltal adskilt af punktum. Eksempelvis er 130.225.189.165 en klasse B-adresse, fordi den første byte, 130, svarer til bittene 1000 0010 (= 128 + 2). Klasse A-adresser ligger i intervallet fra 0.0.0.0 til 127.255.255.255, klasse B ligger mellem 128.0. 0.0 og 191.255.255.255 og klasse C mellem 192.0.0.0 og 223.255.255.255.

Net-delen af IP adresser uddeles normalt af et Network Information Center (NIC, se f.eks. RIPE), og host-delen kan uddeles af en lokal netadministrator. Det er centerets og administratorens ansvar at sikre global entydighed af de sammensatte adresser, i det mindste hvis nettet er forbundet til andre net.

Som følge af Internettets enorme popularitet er nye adresser, især klasse B-adresser, blevet en mangelvare. De fleste net, der tildeles en klasse B-adresse har ikke op mod 65000 stationer, så hovedparten af de tildelte adresser benyttes ikke. En delvis løsning af problemet er "subnetting", der essentielt er en glidende flytning af grænsen mellem net- og host-delen. Eksempelvis kunne klasse B-adressen for nettet 130.0.0.0 inddeles i subnet med adresser som 130.225.189.0, 130.225.190.0 osv. Subnet-adresser behøver endog ikke at blive opsplittet på byte-grænser. Desværre kræver dette mere arbejde af de routere, som inspicerer net-delen med henblik på eventuel videresendelse af en pakke til andre net. Visse ældre routere kan slet ikke administrere subnetting. En anden delvis løsning er at fordele ubrugte adresser, men også dette er en stor belastning for routerne. I alle tilfælde er de kun 32 bit i IP adresser et problem på længere sigt.

En løsning på længere sigt er vedtaget af IETF, idet der med den nye IP version 6 (IPv6, den omtalte IP version er nummer 4) indføres en udvidet adresse på 160 bit analogt til OSI's Connectionless Network Protocol. Routere skal så være i stand til at oversætte mellem 160-bit adresser og 32-bit adresser, sålænge IPv6 ikke er indført overalt.