Hybridnet

Betegnelsen for et landsdækkende elektronisk fordelingsnet, som via det offentlige telenet transporterer TV-programmer til antenneforeninger. Derved kan programmer modtages centralt og distribueres landsdækkende, og det bliver eksempelvis muligt at modtage nabolandenes programmer i fællesantenneanlæg over hele landet.

I hybridnettet overføres TV-programmerne i digital form, idet hvert program beslaglægger en transmissionskapacitet på ca. 70 Mbit/s. I denne form spredes programmerne ud til de såkaldte HF-punkter (HovedFordeler), hvoraf der ifølge de oprindelige planer skulle etableres 1.300, fordelt over hele landet.

I HF-punkterne sker der en konvertering af programmerne til analoge signaler, og det er den enkelte antenneforenings omkostning og ansvar at fremføre signalerne fra HF-punktet til fællesantenneanlæggene. Det er den forskelligartede teknik og muligheden for et forskelligt ejerforhold på hver side af HF-punktet, som har givet anledning til brugen af ordet "hybrid" i nettets betegnelse.

Selv om det aldrig er udmøntet i konkrete forslag, var det en del af forventningerne til hybridnettet, at dets udbredelse og omfang skulle lette indførelsen af de bredbåndstjenester, der stilles til rådighed for erhvervslivet. Derfor søgte de oprindelige planer at tilsikre en hurtig udbredelse af hybridnettet, som i løbet af årene 1986-1991 skulle gøres landsdækkende og dække alle bysamfund med mere end ca. 250 husstande. Fundamentet herfor var en solidarisk prispolitik mellem by- og landzoner, kontrol med fællesantenneanlæggenes udbygning (kommunegrænseregel), eneret for teleselskaberne til fremføring af radio- og TV-programmer via det offentlige telenet og forbud mod opsætning af egne parabolantenner.

Imidlertid blev det hurtigt klart, at hybridnettet ikke som oprindelig forudset er et fundament for den erhvervsmæssige udnyttelse af bredbåndskommunikation. Derfor blev det oprindelige politiske forlig bag hybridnettet i 1987 justeret på en sådan måde, at hybridnettets udbygning og størrelse alene sikres i et omfang, der direkte svarer til nettets udnyttelse til TV-distribution. Som en konsekvens heraf ophævedes samtidig forbuddet mod antenneforeningers opsætning af egne parabolantenner.

Den 1. juli 1995 gennemførtes en liberalisering, hvor teleselskaberne mistede eneretten til at fremføre radio- og TV-programmer via det offentlige telenet. Samtidig gennemførtes en normalisering af hybridnettet, idet den overordnede del af nettet blev tilbageført til den øvrige teleinfrastruktur. Herved er der skabt et bedre og mere ensartet grundlag for udvikling af bredbåndstjenester.

Hybridnettet eksisterer derfor ikke længere som et selvstændigt net, men driften af nettets komponenter er videreført under de ændrede forudsætninger. Fordelingsnettet er moderniseret i 1997-98, idet programmer kodet med MPEG nu overføres i det overordnede fordelingsnet med ca. 8 Mbit/s pr. kanal. Samtidigt er mange fællesantenneanlæg opgraderet til at fordele et større antal programmer, så den øgede transportevne kan udnyttes hos brugerne. Det videreførte system forsyner ultimo 1999 fællesantenneanlæg med tilsammen ca. 700.000 husstande.